Prøv lykken

Baroner

TEKST UDEN STAR WARS EFFEKT

Om bøgerne

Gode historier indeholder uhyggelige broer over dybe fjelde, skarpe klippekyster, bål og havets bølger. De afslører fjern mystik og mørk eksistentialisme, viser os drømme, som kun børn tør drømme. God litteratur bør nydes på afkølede, regnfulde dage. For hvordan hænger livet sammen? Vi tror ikke det hænger sammen. Litteraturen eksisterer i det felt, hvor man taber hovedet. Vi mennesker har et behov for at inddele, kategorisere, opdele livet og udstykke det, så vi finder mening. Ellers bliver vi sindssyge. Det er derfor vi genfortæller det til hinanden, som et resumé, der opridser hovedpunkterne, dem vi sjældent er herre over. Vi finder hvile i enkelthederne, udpensler dem, mens andre gange skønmaler, romantiserer eller melankoliserer det til ukendelighed. Det er derfor, at vi tror på historiefortællingen. Den er med til at ophøje virvaret af tilfældigheder, og for en kort stund gøre livets korte åndedræt til noget udover det meningsløse. Vores bøger afsøger grænserne for den menneskelige eksistens. Umuligheden af at leve. Og de filosofiske overvejelser af den slags, der gør sig bedst i røgfyldte lokaler. Baggaardsbaroners bøger er alle tilsat en stærk visuel forsidepalette og illustrationer, for vi tror på, at en bog skal bedømmes på sit omslag.

Om forlaget

Baggaardsbaroner er uden ansigt. Vi er anonyme, fordi vi er uden betydning. Universet er koldt og vi er blot gløder tilovers fra det store brag. Vi har ingen ambitioner i retningen af udødeligheden. Den slags har vi aldrig haft råd til. Det er litteratur i øjenhøjde og uden så meget pis. Den etablerede branche kan sut den. Forlaget har modtaget adskillige priser for design og virke heriblandt Karen Blixen-prisen for vores innovative og nyskabende tilgang til litteraturen. Baggaardsbaroner er i virkeligheden et ønske om at gøre litteraturen mere spontan – mere nærværende. Vi er svært forelsket i debutantbøgers nerve. At bogen skrives, for at forfatteren ikke kvæles af de ord, der raser indeni. Det handler om at have noget på spil, man skal kunne mærke helvedesilden dybt ned i lungerne. Derfor er bøgerne prissat, så de kun lige dækker alle de røvsyge omkostninger. For litteraturen skal ud til folket. Den er ikke kun reserveret til omnipotente litterater og Politiken Plus-aficionados.

Om anonymiteten

Anonymiteten skyldes så meget, en tilfældets vej uden den store fordækte plan. I de sene, menneskeforladte gader, dengang ruder konge stadig var trækkerdreng, lavede vi street art og graffiti. Pseudonymerne var et redskab for at undgå panerne og vandalismegebyret. Det var ord skrevet på beton, forgængeligt uden øje for profit, anmeldelser eller modtager. Ren spontanitet af en gruppe som kaldte sig Baggaardsbaroner. For det var hvad vi var. Det var udsigten fra livets bund, og aldrig havde den været så smuk. Det var her i disse sene balladestunder vi skrev vores debutromaner Andedrengens Bodegakronik og Selvmord i Sepia. Manuskripterne blev antaget på det store forlag, men oplevelsen var en nedtursbouillon af alt det vi syntes var galt med litteraturen og forlagsverdenen. Agenter, udgivelsesgrafer, indtjeningskurver og sjælsbindende kontrakter. Ansporet af ungdommens vitalitet og stupiditet tænkte vi, at det kunne vi gøre bedre selv. Og det gjorde vi. Uden om kontrakten og derfor stadig under pseudonym. Bøgerne blev en succes, banede vejen for forlaget og en lang række udgivelser, og den læserskare der fulgte os forbandt udgivelserne med vores kunstnernavne. Det blev en opskrift, et Andeby efter mørke, hvor alle udgivelserne befandt sig i samme univers, mødte hinanden og interagerede under ly af røg og cigaretters benzinblå miniatureskyer. Bøgerne skal altid stå for sig selv, men inspireret af Stan Lee og Jack Kirbys store superhelteføjetoner har vi et også hold af hævnere, tabere og skæbner, der alle befinder sig i samme dyng. En leg som er blevet et dogme. Forfatterne hos os skal fralægge sig sit eget ego, opfinde sig selv påny. David Bowie, Pelé, Kierkegaard - alle de her udforskede deres egen skizofrene sider. For det at skrive er at miste sig selv. At leve tusinde liv, der aldrig var dine. Et greb, hvormed man holder kunsten adskilt for det til tider røvsyge, dødsenstriste hylster man er.